Børnene i Binnerup - 6. afsnitAf Jørn Martin Steenhold. Skolen Skolen i Lille Binnerup er bygget for 10 år siden. Men den ser stadig helt ny ud. Måske er det fordi, alle de huse, som ligger rundt om den, er meget gamle. Børnene har kun set Poul Madsen vred én eneste gang. Og han blev kun vred, fordi han blev bange. Det var dengang, Jan smed Leifs skoletaske ud af bussen mens de kørte. Tasken faldt ned på en bil, som var ved at overhale bussen. Bilens forrude gik i 1000 stykker. Og manden, der kørte bilen, blev så forskrækket, at han kørte i grøften. Poul Madsen blev også forskrækket. – Bagefter skældte han Jan ud. Og til sidst sagde han, at nu kunne Jan gå resten af vejen hjem. Han turde ikke have ham i sin bus, når han ikke kunne opføre sig ordentligt. Hver onsdag er børnehaven på besøg i skolen. De kommer sammen med børnehavelærerne for at låne bøger. De ser på skolens billedbøger. Nogle af bøgerne kender de. Andre har de ikke set før. Så snakker de længe om, hvilke bøger de skal låne i dag. Og til sidst vælger de fem bøger, som børnehavelærerne skal læse op for dem i børnehaven. Når børnene er gået hjem, bliver der gjort rent på skolen. Men hver aften åbner skolen igen. Nu er det de voksne, der skal lære noget. Nogle af de voksne synes ikke, de lærte nok, da de var børn og gik i skole. Derfor går de nu én aften om ugen og lærer at regne eller tale engelsk. Der er også nogle, der kommer for at låne bøger fra skolens bibliotek. Hver anden aften mellem klokken seks og otte kan de voksne gå op på skolen og låne bøger med hjem. - fortsættes. |