Børnene i Binnerup - 15. afsnit

Af Jørn Martin Steenhold.
Første gang udgivet på Gyldendal 1977

Mosen

Hvis man kører forbi det hus, hvor Bo og Bente bor, og kører ud ad Østergade, kommer man til mosen. Dér, hvor mosen ligger i dag, har der engang været en stor sø. Planterne langs søens bredder voksede længere og længere ud i søen. Og til sidst fyldte planterne næsten hele søen ud. – Nu var søen blevet en mose.
De børn, der bor ude ved mosen, bliver kaldt mose-børnene.Jan er ét af dem.
Jan bor sammen med sin far og sin bedstemor i et lille hus tæt ved mosen. Da Jan var helt lille, døde hans mor. Hans bedstemor kom for at hjælpe – ”bare et par uger”, som hun sagde. Men nu har hun været her i fem år, og Jan og hans far kan stadig ikke undvære hende.
Næsten hver dag leger Jan nede i mosen sammen med de andre mose-børn. De ved godt, at mosen kan være farlig. Man kan sidde fast i den våde mose-jord – og det er ikke altid lige nemt at komme op igen. Nogle gange må man have hjælp til det – og derfor leger børnene aldrig alene dernede.

Engang vil Jan prøve at gå ude i mosen – udenfor de små stier. Men han var ikke kommet ret langt fra stien, før han begyndte at synke ned i den våde jord. Han stod så fast, at han ikke kunne flytte benene. De andre børn måtte trække i ham, for at få ham løs. Og til sidst fik de ham op. Men hans ene gummistøvle blev ude i mosen.
Den dag fandt Jan ud af, at man altid skal gå på de smalle stier i en mose. Og hver gang børnene fra Lille Binnerup er på besøg hos mose-børnene, fortæller Jan om dengang, han sad fast i mosen.